Gli amici del cimitero acattolico

Søg
Go to content

Main menu

William Zoëga Bang

Gravlagte Danskere > Liste over gravlagte danskere > A-C

William Zoëga Bang rejste til Rom med det sidste legat, uddelt af Den Skandinaviske Kunstfond, som 19-årig for at blive uddannet til maler. Det var i 1937. Nogle billeder blev det også til men efter 3 år var det slut med pengene og Williams mor måtte sende sin søn en returbillet til København for at undgå, at han blev hjemsendt på konsulatets regning. "I Firenze skulle jeg skifte tog," fortalte han. "Jeg drak en halv flaske Chianti i en lille restaurant på piazzaen foran stationen og svømmede hen i tårer over, at jeg måtte forlade Rom. Pludselig får jeg øje på fire danskere på vej over til billetkontoret. Jeg rejser mig, vifter med min billet i luften; "En billet til København for halv pris," skriger jeg. Og det blev min skæbne. Det blev en af den mange gange, hvor fru Fortuna blidt kyssede mig på panden. To timer efter sad jeg i et tog tilbage til Rom".

Han lovede sig selv at han var kommet for at blive. Men krigen gjorde ham til fransk soldat, for som han sagde, at nok elskede han Rom, men ikke Mussolini. Han lå med sit regiment uden for Lyon, da tyskerne løb dem over ende og da soldat William langt fra fandt det tiltrækkende at tilbringe tiden i tysk fangenskab, flygtede han sammen med en anden dansk frivillig på cykel over Alperne!. Efter krigen flyttede han til Paris og arbejdede som bartender, men i 1949 arrangerede forfatterinden Karen Jacobsen den første efterkrigsrejse til Rom og Zoëga blev i den anledning ansat som guide. Hans navn skulle blive kendt som rejselederen, radioreporteren og rejsebureaumanden   Zoëga. De første år som ung maler slog han sig ned i i den idylliske bjergby Olevano Romano, hvor han efterhånden blev så værdsat, at han udnævntes til æresborger. Desuden satte man så stor pris på hans ihærdighed med at sprede kendskabet til byen, at han også modtog en guldmedaille. Som kunstmaler glædede han kun få af sine venner, fordi han sjældent nænnede at skille sig af med sine værker.  

William Zoëga. 1960. Nordfoto.

Birgit Zoëga i Via del Cancello 12. Fotografi: Marianne Nordby for Morgenposten.


Som så mange andre kunstnere og som hans store navnebror, arkæologen Georg Zoëga blev han hængende i Rom som faderlig ven og anviser for sine turister. En overgang engagerede fru Dinesen  William, mod husly i sit pensionat nær Via Veneto,  til cicerone for pensionatets fortrinvis kvindelige gæster. William Zoëga Bang blev mere romer end romerne selv.   

Birgit Zoëgas vej til Rom begyndte i Odense på Fyn. Med en realeksamen og en kontoruddannelse kom hun til efterkrigstidens København, hvor udlængslen florerede blandt de unge. En foretagsom tante sørgede for at den første rejse gik til Paris. Den næste til Rom og dér følte Birgit sig hjemme. Efter adskillige rejser til Italien kunne hun sproget godt nok til at få et job som barnepige!. Så var det hun mødte William. Gennem en veninde hørte hun at William, han foretrak William i stedet for det germanske døbenavn Vilhelm, som rejseleder for Jørgensens rejsebureau søgte en medhjælper. "Jeg fik adressen på en café her i Rom, og jeg trådte ind ad døren. Henne ved disken stod der en flot mand med et glas i hånden, og straks han fik øje på mig, smed han sit glas ind i væggen og råbte: - Der er hun jo", fortalte Birgit. Og det var hun og siden den dag i 1960 og til Williams død levede de lykkeligt sammen.


Efter Williams død blev livet ikke det samme som før, måtte Birgit Zoëga erfare.  Mens hun altid havde stået for hjemmet, havde han klaret resten. Nu måtte hun prøve at klare det hele.

William havde fået sit gravsted på den ikke-katolske kirkegård, en sval lund bag de høje mure ved Cestius Pyramiden. Ikke bare William Zoëga Bang, men også adskillige andre skandinaver har fået deres minde ridset ind på dette fredfyldte område.

"Ja, det er et dejligt gravsted og jeg betaler gerne for at William skal have sin plads der, men jeg kommer ikke derhen", sagde Birgit.

Birgit Zoëga Bang flyttede til Danmark i november 1992 men overlevede kun adskillelsen fra Via del Cancello få måneder. Ved gode venners hjælp kom Birgit alligevel tilbage på kirkegården for at blive forenet med sin William her.  Begge tilhører de, med Jurij Moskvitins ord,  nu eventyrets verden, og den verden er evig.

Back to content | Back to main menu