Gli amici del cimitero acattolico

Søg
Go to content

Main menu

Martin Schneekloth

Gravlagte Danskere > Liste over gravlagte danskere > S-U

Filosof, genial forfatter eller bare fantast. Meningerne har været delte men samtidens erindrings- og brevskrivere var stort set enige om at Martin Schneekloth hverken var filosof eller stor forfatter. Inden vi ser på fortidens vidnesbyrd skal Martins baggrund kort skitseres.

Som ældste søn af den kendte skolebestyrer Hans Schneekloth og overordentlig godt begavet var det naturligt for Martin at vælge den boglige uddannelse. Selvom han ikke overdrev sin indsats med hensyn til lektielæsning, greb  filosofiske og teologiske spørgsmål stærkt ind i hans tilværelse efter gymnasietiden.

Marmorplade til overdækning samt 2 ligsten. Rammer i travertin.

Samtidig med studierne på Universitetet underviste han, i tæt samarbejde med sin far, på faderens skole, hvor Martin tog iniativ til virkelige nyskabelser: lærermøder og hjembesøg.
Tidens svøbe, tuberkulosen, tvang ham, som kun 22-årig, til at gøre et valg, der  betød farvel til Danmark og en pige, han aldrig glemte. Kort inden sin død skrev Schneekloth:

Og tør endnu tilsidst jeg sagte aande
Et elsket Navn i Eders raske Gang,
Saa bring et Bud om Kjærlighedens Vaande
Til hende, der beaandet har min Sang,
Men hvisk det sagte i en stille Stund,
Hvisk det som en Drøm i Morgentimens Blund,
Hvisk om en Digtersjæl, der ei kan glemme
Sit danske Land, sin Kjærlighed derhjemme.

For Martin Schneekloth var det vigtigste at drøfte, at diskutere, så tankerne fik en endelig form. Han var skarp i iagttagelsen og havde let til at formulere sine spørgsmål og tanker. Ofte fik man indtryk af, at han samlede sin omgangskreds for at få mulighed for at øve litterær kritik. Men i Rom fik han nok ikke et tilstrækkeligt kvalificeret modspil. De jævne kunstnere, for det meste med en håndværksmæssig baggrund, begreb ikke et ord af hvad Martin sagde, og nogle af de mere bogligt indrettede mente at den unge elev af Søren Kirkegaard, som tidligere nævnt, i bedste fald var harmløs. Få kendte ham godt, hvilket ikke forhindrede dem i at sværte ham til. Blandt andre Knudtzon, som ikke engang var sikker på hans navn!.

Vilhelm Bergsøe traf ved ankomsten til Rom 1866 gamle bekendte fra sidste besøg i 1863 og nogle nye: "Foruden ham [maleren Laub] og Maleren Lorange var der en tredje ung Dansk, som var kommet ned til Rom af samme Grund som Laub, men som dog syntes at befinde sig ganske vel og i det hele taget tumlede sig ret livligt mellem os andre, skønt den ubarmhjertige Sygdom ogsaa gjorde en Ende paa hans Liv. Der var teologisk Kandidat Martin Schneekloth - et elskværdigt, hjertegodt Menneske, som kun havde to, for Resten let tilgivelige Fejl, nemlig Troen paa, at han var en stor Filosof, og en endnu større Digter".  
  
Et helt så positivt og overbærende syn på den unge Martin delte Frederik G. Knudtzon som tidligere nævnt ikke: "En anden Patient med Brystsyge i Kroppen var dog et Menneske af ulige mere utiltalende Egenskaber; men der var i hans Forhold saa meget, der paakrævede Ens medfølelse, at han holdt en stærkere Forbindelse vedlige med Forskellige - deriblandt ogsaa mig. Den, jeg taler om, var en Søn af Skolebestyrer Schneekloth paa Frederiksberg; hans fornavn var, saa vidt jeg ved, Hans. Han var en stor bredskuldret Mand, omtrent på min Alder, og bar et mægtigt kastaniebrunt Skæg nedover Brystet, havde et lidt melankolsk Udtryk i de stortformede Ansigtstræk og ønskede ubetinget at imponere os Alle det mest mulige. Han var Filosof og havde - skøndt jeg aldrig havde lagt Mærke dertil - været en af de faa Tilhørere, som fulgte Brøchners Forelæsning om Udviklingsgangen i Filosofiens Historie. Han talte med Overlegenhed om alt under Solen. "Han og Brandes havde svoret paa, at Rasmus Nielsen ikke skulde dø i Synden". Altsaa kort sagt: meget stor! Og han levede fornemmere end vi Andre. Nok lod han sig se paa "Il Genio", men ikke paa Osterierne. Han bad den Ene eller Anden af os om at komme og besøge sig om Aftenen, og den der kom, blev flot beværtet. Medens vi i "Valle" drak Landvinen til 6 à 7 Soldi for en halv Foglietta, serverede han for sin Gæst ægte Orvieto. Og medens Vinen sank i Fiascettoen, foredrog han sin Visdom. Til Trods for at Rasmus Nielsen "ikke skulde dø i Synden" - han der vilde forene Tro og Viden og deres modstridende Resultater i samme Bevidsthed - var Schneekloth paa een Gang en stor Filosof og en fanatisk Kristen. Der var noget trykkende lummert over et par Aftentimer tilbragte hos denne Mand... Men i Stilheden holdtes man fangen af det man vidste om hans bitre Skæbne... Skøndt vist Ingen egentlig kunde lide Schneekloth, og skøndt han ansaas for mægtig forskruet, bevirkede hans sørgelige Skæbne dog, at man i Stilhed skænkede ham nogen Sympati".

Der var langt fra Knudtzon til Schneekloth, for langt. Men Martin Schneekloth fandt alligevel i Rom sin egen værdifulde bekendtskabskreds, deriblandt Henrik Ibsen, der opholdt sig i Rom i årene 1864-1869. Den unge teolog og den berømte norske digter følte sig gensidigt tiltrukket. Sommeren 1867 tilbragte Bergsøe, Ibsen og Schneekloth sammen på Ischia, langt fra kolera og varme, og alle tre havde pennen fremme. Ibsen skrev på sin Per Gynt, som fik et par af Schneekloths træk, Bergsøe på et lille enakts lystspil mens  Schneekloth var tavs med sit forehavende, måske en af de uløselige kæmpeopgaver, han altid tumlede med.

Næste sommer, 1868, tilbragte han i Danmark, men så glad for gensynet med Danmark og familien, længtes han tilbage til Italien. Som den katolske præst Peter Schindler udtrykte det: "Ustraffet vandrer ingen sin Ungdoms bedste Aar under Palmer!". Italiensk i tale og skrift havde Schneekloth lært sig og han studerede folkeskikke og dialekter. Selv et foredrag  på Akademiet i Palermo veg den unge dansker ikke tilbage for, samtidig med at han skrev på en artikel til det litterære tidsskrift Nuovi Effemeridi Siciliani om folkesangen på Sicilien og i Skandinavien. Denne offentliggjordes kort efter hans død. 1869 kunne Schneekloth endnu rejse rundt bl.a. i Schweitz men fra midten af 1870 var han lænket til sin lænestol, isoleret fra verden omkring ham. "For en uge siden forlod jeg Capri og gik til Rom... dømt til Døden. Jeg vilde saa gærne dø i Danmark - men Guds Vilje ske! Lægerne véd ikke mere, hvad de skal stille op, men den store Læge deroppe véd det", skrev Schneekloth til Dr. Pitré i Palermo. Heldigvis besøgte hans mange venner ham og søgte at lindre hans sidste tid. Fru Pind fra Løvenborg og hendes søster var trofaste oppassere sammen med Lorange. Lørdag den 18. februar 1871 skrev Martin fire linier i lommebogen, som han gemte under hovedpuden, hvor man fandt den næste morgen:

Imorgen, naar Døren I aabne paaklem
Da finde I kun et Lig.
Jeg selv i en deilig Drøm gik hjem
Med Jesus til Himmerig.


Samme aften sov han stille ind. Etatsråd *Bravo telegraferede dødsfaldet til faderen og ordnede boet. Der var hverken gæld eller vanskeligheder. Peter Schindler beskrev begravelsen således: "Martin Schneekloth blev begravet 20. Febr. paa Roms protestantiske Kirkegaard, den stemningsfulde Cypreslund ude ved Porta San Paolo. En Pastor Knudsen "fra det slesvigske" talte, og alle Skandinaverne (som ikke i 4 Aar havde behøvet at begrave en landsmand) fulgte; flere af dem udtrykte Venskab og Deltagelse i Breve til hans Hjem og i Dagspressen i Danmark".

Back to content | Back to main menu