Gli amici del cimitero acattolico

Søg
Go to content

Main menu

Johannes Knudsen

Gravlagte Danskere > Liste over gravlagte danskere > J-L

"d. 5te Maj [1856]. Nu skulde jeg fortsætte idag, men det skeer ikke, da jeg er daarlig oplagt, mat og træt i Armene, igaar og iforgaars gik det mig ligedan, saa da fik jeg ikke skreven; Grunden til denne Træthed er den Sved, som jeg har været generet af i nogen Tid, som dog har været i Aftagende de sidste Dage, især idag. - Jeg havde det meget godt paa min Födselsdag [d. 3 maj. Red], jeg vaagnede meget glad om Morgenen og vedblev at være i godt Humör; hen paa Formiddagen kom Læsö og Voltelen for at gratulere. Jeg beklagede mig over at jeg ikke havde Chokolade at traktere med, men i samme Øieblik kommer min Værtinde gaaende med Chokolade og alt Tilbehör; Senere hen paa Dagen kom der endnu flere Gratulanter, der havde spurgt sig blandt Landsmænd.

Jeg glemte at sige, at det var Læsö, der gav Chokoladen. Gaarsdagen gik ligesom ellers; da jeg sover ret godt om Natten, feiler ingen Ting, naar jeg ligger i Sengen, men er kortaandet og mat, naar jeg kommer op, men det gaaer nok over og snart, da vi jo nu ere langt henne i Tiden. I slutningen af Maaneden skulde jeg see at have saa mange kræfter, at jeg kunde begynde vor Reise Hjemefter, den skal komme til at skee saa Meget som muligt til Söes".

Gravstedet blev restaureret i 1999

Dette var de sidste ord, Johannes Knudsen fra sin sygeseng i Rom orkede at skrive ind i brevet til forældrene. Alligevel kunne malerne Frederik Vermehren og Thorald Læssøe samme dag lokke ham med på en køretur på Monte Pincio for at nyde forårsluften og grønne træer, forårsgrønne træer som hjemme i det Danmark, han så brændende ønskede sig tilbage til.  

Men hvorfor opholdt han sig i Rom når han ville være i Danmark?. Som så mange andre unge var han af lægerne var blevet anbefalet et vinterophold under varmere himmelstrøg på grund af en tiltagende brystsyge, som tuberkulose dengang kaldtes. Hans forældre, Hans Joachim Ewald Knudsen og Henriette Susanne Zeuthen, præstepar i Gislev præstegård på Fyn, var af gode grunde urolige over Johannes helbred. 3 sønner, Vilhelm, Knud og Henrik havde de allerede mistet og nu var hjertebarnet Johannes i fare, han som efter teologisk embedseksamen 1854 var udset til at skulle hjælpe sin far.

Venner med gode forbindelser skaffede Johannes Knudsen skibslejlighed på skonnerten "Johanne", der skulle til Malaga i Spanien med en last træ. 11 juli 1885 forlod skibet Helsingør Red for svag vind, forbi Kronborg og ud i Kattegat.

Johannes Knudsen skrev en række breve fra sejlturen til Malaga. Den friske søluft gjorde sin virkning. Kun få gange nævnes sygdommen. Oplevelserne optager ham så meget  mere. Tåge, vindstille, storm og magsvejr med makrelfiskeri og problemerne med at få afleveret brevene efterhånden som de skrives, beskæftigede Knudsens tanker. Fiskere og kadrejere betales for at tage brevene med i land til forsendelse.

Efter en forholdsmæssig begivenhedsløs rejse anduves Malaga, hvor Knudsen straks flytter på land, mens mulighederne for at komme videre til Napoli undersøges. Ventetiden på dampskibet til Napoli gav Knudsen lejlighed til at begive sig på en 2 ugers tur med vogn til Granada. Uden landsmænd at støtte sig til, uden at kunne sproget blev det alligevel en begivenhedsrig oplevelse, men ved tilbagekomsten til det mere trivielle Malaga greb han ud efter første mulighed for at komme videre: med en skonnert tilbage til Gibraltar.

Her var ikke stort mere at foretage sig; bortset fra at det var et anderledes miljø, kunne Johannes Knudsen ikke skjule, at han længtes efter at komme videre.  Den danske konsul og en skrantende dansker, en søn af pastor Visbye i St. Heddinge, udgjorde den lokale omgangskreds indtil dampskibet "Albanian" d. 14 oktober satte kursen mod Napoli med nogle dages ophold i Genua og Livorno.

Vel ankommen til Napoli modtog den af alle turister bekendte hotelvært i Albergo dei Fiori en ny men meget deprimeret logerende. Blandt de øvrige gæster var fotografen Boyesen, der lå syg, og arkitekten Ferdinand Meldahl, der hurtigt fandt sympati for den nye tilrejsende. Det hjalp på humøret. De arrangerede fælles ture til Pozzuoli og Solfatara; det eneste sted Meldahl ikke var til at lokke ud til var, til Knudsens store ærgrelse, Capri. Meldahl var nemlig ikke søstærk og da vejret i denne periode var ualmindelig dårligt, besluttede de at afkorte opholdet i Napoli og tage turen til Rom. Meldahl overtalte sin unge ledsager at afstå fra sejlturen og i stedet at tage over land nordpå.

23 november rullede veturinen efter halvanden døgns uafbrudt kørsel på Via Appia, med Knudsen og Meldahl som meget trætte passagerer, til pasvisitationen ved byporten, og snart var de indlogerede midlertidigt på et hotel.

Hurtigt drages unge Knudsen ind i de tilstedeværende danskeres kreds, som holdt til på Caffé Nuovo. Her var billedhuggeren Saaby, malerne Vermehren og Læssøe, studiekammeraterne Peter Scharling, Johannes Clausen samt filologen Jacob Voltelen, som også var i Rom for sit helbreds skyld. På det berømte fotografi fra Pallazzo Borghese d. 11 februar 1856 ser  Knudsen, som en af de få,  frisk ud: "Jeg er som sagt i alle Henseender i bedste Velgaaende, og jeg tænker at det vil fornöie Eder at see det paa medfölgende to smaa Hoveder, som ere klippede ud af nogle i det Hele mislykkede Exemplarer af de sidst omtalte Photografier. Folk siger at de ere gode og ligne mig fortræffeligt. Jeg er glad ved at jeg kan sende dem",  mens man ganske godt forstår bekymringerne vedrørende Voltelens muligheder for at vende levende hjem.

Selvom Knudsen følte en bedring i sit vaklende helbred var det kun midlertidigt. Enkelte ture med vogn klarer Johannes Knudsen stadig men ofte må han tage til takke med besøg fra sine mange venner. Ikke overraskende er det specielt Læssøe, der viser sin store elskværdighed. Ellers går dagene med læsning og planlægning af hjemrejsen sammen med Voltelen.

På sin fødselsdag d. 3 maj skrev Knudsen at doktoren havde givet ham lov til at komme ud at køre igen, tilsyneladende i den hensigt at indgyde patienten lidt nødvendigt livsmod.

Nu gik det hurtigt tilbage. D. 8 maj om aftenen kom der bud til Læssøe, hvor Vermehren også befandt sig, at der var indtrådt en forværring i Knudsens tilstand. Vermehren fortæller: "Vi löb begge derop. Han var ved bevidsthed, men hans Bryst bevægede sig stærkt og Aandedrættet var besværligt. Vi spurgte om han fölte Smerter, men han rystede paa Hovedetog sagde med svag Stemme "Nej". Han kendte os begge og nikkede til os, men han var for svag til at tale. Hans Blik var bestandig opadvendt, og det forekom mig, at han af og til bevægede Læberne. Efter nogle Minutters Forlöb blev Aandedrættet svagere, og vi saa Döden nærme sig. Læssöe lagde sin Arm under hans Hoved og faa Øieblikke efter udaandede han sit sidste Suk".

Vennerne Læssøe og Vermehren ordnede og gennemgik Knudsens efterladte ting, sendte en lok af Knudsens hår sammen med det påbegyndte brev til forældrene og begyndte sammen med konsul Bravo at planlægge begravelsen. Vermehren skrev: "Angaaende Begravelsen, som vil finde Sted en af Dagene, er der, saa vidt jeg veed, endnu kun forelöbig bestemt, at Landsmændene ville synge Grundtvigs Psalme, At sige Verden Farvel". Den holde Knudsen selv fortrinsvis af, og den er jo ogsaa deilig".

Efter begravelsen rejste Læssøe, Scharling, Clausen og Voltelen hjem og ankom i begyndelsen af juli til København. D. 19. juli døde Voltelen og begravedes på Assistenskirkegården. Voltelen og Knudsen fik hvert sit hvilested, den ene nåede hjem mens den anden blev eet med den evige stad.    


En flad sten dækker Knudsens grav. Stenhuggeren, der huggede Knudsens personlige data ind, var tydeligvis analfabet, "N"erne spejlvendtes. Måske er det derfor så mange besøgende i tidens løb har stoppet op ved Knudsens grav med de lakoniske ord:

Johannes Knudsen
Theologisk Candidat
Død 8. maj 1856

og undret sig over, hvem Knudsen var. Det behøver de ikke fremover.

Back to content | Back to main menu