Gli amici del cimitero acattolico

Søg
Go to content

Main menu

Johan Bravo

Gravlagte Danskere > Liste over gravlagte danskere > A-C

"De tre nordiske Riger havde en fælles Repræsentant i det pavelige Rom, og det var Konsul Bravo, som dengang tillige var Formand i den skandinaviske Forening. Han var som Konsul absolut en flink Mand, i høj Grad hjælpsom og ved enhver Lejlighed paa sin Post; men da han i Kultur og personlig dannelse stod et godt stykke under det Niveau, som baade Kunstnerne og Turisterne tilhørte, saa nød han i Kresen kun betinget Anseelse og Respekt".

Således indleder Frederik G. Knudtzon sin beskrivelse af den danske konsul i Rom men man skal nok også i denne forbindelse tage Knudtzons udtalelser om Bravos lave niveau med stor varsomhed. En række breve fra danske kunstnere til Bravo tegner da også et langt mere nuanceret billede af den holstenske kunstner, der lagde penslen på hylden for at hjælpe sine landsmænd i det fremmede.

Hvem var så denne Bravo, som alle havde forskellige opfattelser af?. Han hed oprindelig Josva Brauer, født i Altona 1797 som søn af forstanderen for den portugisisk-jødiske menighed.

Marmorobelisk i travertin med portrætmedaillon
Kunstner: Johannes Hoffmann

Kun 18 år gammel forlod den krøllede Johan Bravo, som han ville kaldes, med den vigende hage og det stærke blik Holsten for at gå på Kunstakademiet i København. Her mødte han jævnaldrende kammerater, som han bevarede livslang kontakt med, bl.a. Christian F. Thømming, Ditlev Blunck og Ernst Meyer.
De fire førte senere et muntert liv i Rom, hvortil Bravo ankom 1827. Mens de tre kammerater var flittige og udnyttede deres talent, så kom Bravo ikke rigtigt igang. Godt nok hjemsendte han nogle få billeder til udstillingerne på Charlottenborg, men talentet var ikke stort nok til at bære en karriere som maler. Langsomt ophørte arbejdet med kunsten og som held var, havde Bravo en lille formue at leve af.

Bravo hjalp hvor han kunne og billedhuggeren Bertel Thorvaldsen nød godt af holstenerens hjælpsomhed i forbindelse med kunst og antikvitetsopkøb. Et stort og medfødt handelstalent gjorde sig når der skulle handles med nyopgravede antikviteter, der fandtes i de romerske haver og vingårde og Bravo kunne snart smykke sig med titlen "Kunstagent". Det var også Bravo, der forestod afsendelsen af Thorvaldsens sager til Damnark i 1842, hvilket var en speget sag, idet flere havde det med at blande uopfordret. Blandt andet fik Bravo for stedse ødelagt sit forhold til baronesse Christine Stampe, der ville "hjælpe" til. Frederik G. Knudtzon roste Bravo i denne sag og skrev: "at han ved at yde praktisk Hjælp ved Hjemsendelsen af Thorvaldsen Arbejder - maaske endog ved at holde Thorvaldsen fast ved den Bestemmelse at skænke Byen Kjøbenhavn sine Værker (hvilket Kong Ludvig I af Bayern sagdes at have modarbejdet) - fik Opmærksomheden saaledes henvendt paa sig, at han kom til at beklæde Konsulatet".

Johan Bravo. Betegnet: Rom 63. Fotografi. KB.

Som konsul og dermed dansk embedsmand fik Bravo nu en større gennemslagskraft over for de stedlige myndigheder og han tog sig af landsmændenes problemer i stort og småt. Bestilte marmorblokke til billedhuggerne, udlånte penge til de betrængte, fandt boliger til de nysankomne, hjalp med at hjemsende kunstværker, udarbejdede passersedler og anbefalinger, klarede det praktiske omkring dødsfald  osv. I 1855 blev Bravo udnævnt til norsk-svensk konsul og han blev naturligt en af foregangsmændene i initiativerne omkring etableringen af den senere Skandinavisk Forening, hvis første formand han iøvrigt var.

1873 mødte Martin Galschiøt op som sekretær hos Bravo og da var Bravo en ældre mand: "Den gamle Etatsraad og Commendatore de Dannebroge modtog mig venlig og udtalte Haabet om, at vi skulde komme godt ud af det sammen. Det haabede jeg ogsaa, skønt jeg mindedes de ikke helt smigrende Karakteristikker, et Par af hans tidligere "Sekretærer" havde givet af ham.

Venlig og ligefrem var han ved Modtagelsen, og jeg tænkte, at vi da alle Dage skulde være to om at blive uenige. Ak, de gode Fortsætter! Livet havde endnu ikke lært mig, at man skal heller fare i Fred end i Fejde". I løbet af et par måneder har den unge Galschiøt gjort sig sine erfaringer: "Saa har vi den gamle Etatsraad. Han lader sig korteligst karakterisere som en gammel vieux radoteur, eller, som vi siger paa Dansk, et "skikkeligt gammel Vrøvl". Han staar sig eller søger i hvert fald at staa sig godt med alle Mennesker paa Jorden; og hvad de Herrer over og under betræffer, saa synes han ikke at foretrække den ene for den anden. Hans Liv-Ed er Gut-Satan! og da hans Forhold til de to i alle andre Henseender synes at være et lignende Ligeligheds, er det vistnok Grunden til, at de endnu ikke er blevet enige om, hvem af dem, der skal ta ham til sig, men lader ham leve, skønt der ikke er meget andet tilbage af ham end en Mumie".

De to ovennævnte herrer må være blevet enige om ejerskabet, for den 29. april 1876 døde Johan Bravo. En hollandsk slægtning hentede hvad der var efterladt og kun en samling portrætfotografier i foreningens arkiv samt nogle tegninger, raderinger og kobberstik i den Kongelige Kobberstiksamling er  tilbage af Johan Bravos livsværk. Og dog!. Johan Bravo blev en ligeså vigtig del af det 19. århundredes dansk-italienske eventyr som kunstnerne var det og gennem sidstnævntes breve og erindringer vil Johan Bravos navn og gerninger stadig  leve.

Back to content | Back to main menu