Gli amici del cimitero acattolico

Søg
Go to content

Main menu

Emma Frederikke Elline Wichfeld

Gravlagte Danskere > Liste over gravlagte danskere > V-Å

Emma Frederikke Elline oplevede en stor del af barn- og ungdommen på Gedsergaard, en hovedgård på Falster. Hendes far, etatsråd Friis, havde ved sin fars død i 1822 overtaget gården.

I 1839 ægtede hun Frederik Christian Wichfeld (1802-78), søn af opretteren af Stamhuset Engestofte, Henning Wichfeld. Frederik Christian Wichfeld havde en god skolegang bag sig, bl.a. i Roskilde Katedralskole, og han tog i 1822 officerseksamen med 1. karakter. Stod i 1. jyske infanteriregiment som løjtnant, indtil han i 1842 blev ansat som kaptajn i 1. jægerkompagni.

Emma Wichfeld led fra barnsben af en sygdom og nogle år efter brylluppet udviklede den sig faretruende. Lægerne tilrådede hende 1847 at rejse sydpå. Frederik Christian Wichfeld gik á-la-suite for at følge hustruen på helbredelsesturen. Først tog de på kurophold i Ems i Lahn-dalen i Taurusbjergene. Stedet, med sine flotte kurbygninger, store hoteller og drikkehaller var et af de mest besøgte tyske badesteder, hvortil også den naturskønne beliggenhed bidrog. Mineralkilderne, både til at drikke og bade i, skulle bevirke lindring og helbredelse af en række lidelser i strube, mave,  galdevejene, blæren, nyre samt livmoderen.

Fra Ems gik rejsen, da sommeren kom, til Schweiz’s  klare luft, for så at ankomme til Rom oktober 1847, hvor de blev modtaget af de derboende danskere. Der var blandt andre kaptajn Wichfelds kollega, kaptajn Læssøe, som i den kommende krig skulle opnå en næsten kultagtig heltestatus; der var den kommende professor i filosofi Hans Brøchner, som ganske vist ikke nærede de mest selskabelige følelser overfor andre på grund af sin ulykkelige forelskelse i Costanza Testa, samt de mere medgørlige kunstnerne Thorald Brendstrup og Harald Conradsen. Selskabelighed blev der imidlertid ikke større behov for, idet Emma Wichfeld ikke var blevet helbredt af rejsen, tværtimod, der var al god grund til at nære alvorlig bekymring for hendes helbred.

Efterårsvejret var dette år noget af dette flotteste i mange år, tørt og varmt med sol, kun enkelte dage kom der lidt regn men for ægteparret var alt dette ligegyldigt. Emma Wichfelds liv ebbede langsomt ud og den 11. december udåndede hun. Hendes begravelse må have foregået i dyb stilhed, ingen kendte kilder nævner begivenheden. En smuk marmorplader dækker graven og “to Cypresser overskygger den”.  Julefesten med kunstnerne og landsmændene blev nok lidt trykket men der var så mange nye besøgende at man knap nok lagde mærke til den tavse og sørgende Wichfeld.

Kaptajn Wichfeld forblev i Rom indtil april 1848, hvor begivenhederne i Slesvig fik de fleste danske i Rom til at vende hjem, medbringende breve fra de tilbageværende i Rom. Ingen var bevidste om det dengang men  en epoke var slut. Den danske guldalder.

Back to content | Back to main menu