Gli amici del cimitero acattolico

Søg
Go to content

Main menu

Albert Küchler

Ved afskeden fra hjemmet den 14. maj 1830 kunne næppe have forestillet sig at den muntre dreng, der på sit flade københavnske tidligere havde underholdt sine kammerater med muntre historier og indfald, skulle ende sine dage som nok verdens eneste cigarrygende franciskanermunk. Slet ikke barndommens gadedrenge og kammeraterne på Kunstakademiet kunne i deres vildeste fantasier have forestillet sig dette.

”Cegar” nok men ikke munk. Nogle gange overgår virkeligheden imidlertid fantasien. I dette tilfælde gjorde den det. Albert Küchler (1803-1886) var søn af en fattig snedker, Christian Küchler, i København. Som det ofte sker i dårlige kår, fik Albert tiden til at gå sammen med de andre gadedrenge, og skolegangen var yderst lemfældig. Kun takket være et vist tegnetalent udvirkede at drengen allerede som 12-årig kunne komme i lære hos sin far. Om aftenen besøgte han i lighed med alle andre håndværkselever Kunstakademiet, der dengang fungerede som en nutidens teknisk skole. Da de laveste klasser var ens for alle, hvad enten man ville være billedhugger eller male døre og vinduer, er det til gengæld ikke svært at forestille sig, hvilket liv der udspillede sig under og efter undervisningstimerne. Det hændte at politiet måtte tilkaldes! Der er ingen vidnesbyrd om den unge Alberts aktiviteter men han har næppe holdt sig tilbage. Men takket være sit store talent erhvervede han ved konkurrencerne hurtigt først den lille og året efter den store sølvmedalje. Det var i 1823. Så fik dansk malerkunsts far, Eckersberg, ham med i sin private malerskole og hurtigt udviklede den talentfulde københavner sin teknik og sin farvesans. Da Küchler endelig var udlært som malersvend, stod valget mellem håndværket eller kunsten. Beslutningen var allerede taget og allerede året efter udstillede han for første gang sine små billeder for kort tid efter at vinde den lille guldmedalje i en alder af 22 år!

Munken Albert Küchler

Albert Küchler som franciskanermunk, malet af Jørgen Roed 1886. Thorvaldsens Museum.

Selvom de efterfølgende historiemalerier ikke vakte større opmærksomhed, var Küchlers lykke gjort; større held havde han med små genrestykker og det bibelske ”Josef forklarer drømmene for sine brødre” belønnedes med Akademiets store guldmedalje. I afventen på det 3-årige rejselegat, der normalt fulgte guldmedaljen, drog Küchler i maj 1830 til München, hvor han blev modtaget med åbne arme i de derværende danske kunstneres kreds, hvor hans gode københavnske humør var højt estimeret. Festen varede imidlertid ikke længe, da det meddeltes ham, at rejselegatet var bevilliget fra 1. januar 1831 og så drog han sammen med maleren Petzholdt og billedhuggeren Jahn til Italien. I Rom blev Küchlers ankomst en gentagelse fra München. Alle vegne satte man pris på denne talentfulde sorgløse og ikke mindst underholdende unge mand, der nød kælenavnet “Kuk” eller “Fader Odin”. Fra sine vinduer i Capo le case betragtede han det romerske almueliv og hentede inspiration til sine gengivelser, som vidnede om Küchlers lette sind og store kunstneriske formåen. Med Ernst Meyer kæmpede han længe om det store publikums gunst. Men efterhånden sneg sig en mere sentimental, halv religiøs og blødere tone ind som afløsning på det muntre og lette i scenerierne. Hans samvær med den tyske kunstnergruppe Nazarenerne påvirkede ham til i 1844 at konvertere til katolicismen, nok ikke så meget af religiøse grunde men mere af tryghedsmæssige.

Det lyder måske mærkeligt at publikums yndling ikke følte sig tryg ved sin succes, men Küchler ønskede at male store lærreder og disse fandt han i de store klassiske kirkemalerier. Et tilbud i 1851 om at blive optaget som franciskanermunk i S. Bonaventura imod at få stillet et atelier til rådighed kunne Küchler ikke sige nej til. Han fik en dobbeltcelle, hvor det ene rum, med lugevinduer til alle verdenshjørner, benyttedes som atelier. Dette blev gjort muligt ved hjælp af konsul Bravo, der ved en bestilling ydede Küchler og klostret økonomisk hjælp til at indrette atelieret. Desuden havde han lov til at ligge med to uldtæpper om natten.   Mange kunstneres mareridt, den evige kamp for at opretholde livet med mad og bolig, var for Küchler nu slut. ”Tænk dig, aldrig er Øieblik at have frygt for Fremtiden, aldrig at eie Noget, aldrig at skulde vende en Skilling i sin Haand” som han udtrykte det.  
Til Sigurd Müller uddybede han sine synspunkter i vinteren 1867-68:
De kan ikke forestille Dem, hvad her er for en Fred og Ro. Alle Mennesker er gode imod mig, og Brødrene har en svær Respekt for mig, for de véd jo, at Klostret tjener gode Penge ved at sælge de Billeder, jeg maler; de andre bringer jo bare, hvad de kan tigge sammen. Derfor har jeg ogsaa mange Friheder og behageligheder, som ellers ikke kjendes her; jeg gaar ud og ind, som jeg vil; naar de andre bliver ringede op om Natten til Gudstjeneste, kan jeg godt blive liggende, hvis jeg har lyst; jeg har en tyk Madras i min Seng, og, vil De se, jeg har Skjorte under Kutten og for det meste Strømper paa benene. Mit Atelier er et af de bedste i Rom, og der har jeg lov at ryge Tobak og modtage alle de Landsmænd, der vil se op til mig, og det er mange; forgangne Aar var Kongen her, og Dronningen med; ja det havde hun nu faaet særlig Tilladelse til af paven, for her maa jo ellers ingen ”Fruentimmer” komme ind. Med véd De, hvad der er det allerbedste? Det er, at man aldrig har nødig at røre ved en Skilling. Klostret sælger jo mine Billeder - der er nylig gaaet to store Altertavler til Sydamerika -, tager Pengene og giver mig saa alt, hvad jeg behøver - ja, det eneste, det ikke giver mig, er ”Segarer” men dem faar jeg jo af landsmændene
Da regeringen for det samlede Italien 1870 rykkede ind i den nye hovedstad Rom, begyndte den et opgør med pavestaten og alle dens symboler. Også kirken måtte sande at andre tider var på vej. Dele af St. Bonaventura var bygget på ruinerne af det antikke Rom og skulle derfor frilægges. Munkene var tvungne til at forlade klostret, men i den tilbageblevne del af klostret kunne Küchler dog fortsat bo. Hans sidste år var dog præget af en begyndende ensomhed og manglende fysik til male. Den senere bogforlægger, Johan Frimodt, noterer fra et ophold i Rom 1884: ”Söndag den 18. Mai. I Morgen skal jeg Kl. 5-6 op i Klosteret St. Bonaventura og besöge Küchler; jeg veed ikke hvad I föler? Ravnkilde sagde til mig forleden Dag, at Küchler havde været lidt bedrövet over, at saa faa danske havde besögt ham i aar; - Ja, man bliver jo glemt -, havde han sagt, han er ogsaa nu 81 Aar, og Ravnkilde bad mig da om at besöge ham, han mente, at det vilde glæde ham meget, og saa er jeg da ikke gal at lade være. Ellers havde jeg af beskedenhed ikke tænkt paa noget Sligt, men naar nu Leiligheden byder sig, saa vil jeg sandelig benytte den, jeg faaer ham dog aldrig meere at see.    
Tirsdag den 20. Mai. Jeg var saa igaar oppe paa Palatinerbjerget og ringede paa Porten til Franciscanerklosteret St. Bonaventura og spurgte om Fra Pietro var in casa; lidt efter kom saa en mild, gammel Munk ned i Klosterhaven og tog meget venligt imod mig. Küchler er nu i sit 82de aar, men er magelös rask og rörig, han kan spadsere langt omkring og er i det hele fuldstændig aandsfrisk. Hans syn er ikke saa godt mere, han kan nok læse, men ikke male, det ene Øie svigter ham lidt, saa han kan ikke beregne, om han maler paa Lærredet eller i Luften, hvilket han meget moersomt fortalte mig. Han er helt skaldet og meget indfalden, men har nogle meget milde og elskværdig Øine, ligesom han i det Hele gjorde et höist sympathiskt Indtryk paa mig.
Han kunde jo saa godt erindre Bedstefar og dette Afskedsgilde, de i 1846 havde gjort for ham hos Lebre, han fortalte Anekdoter om Thorvaldsen, meget om sit Munkeliv, om sit Ophold paa Monte Cassino, alt medens vi sad i Klosterhaven paa en Buxbomhæk bagved mellem to vældige Palmer, med en Fontæne bagved og den meest henrivende Udsigt mod Colossæum og Villa Mattei, det öde Rom, til Campagnen og Albanerbjergene; Kl. var omtrent 6, saa Belysningen var saare skjön. Deels den deilige Beliggenhed og deels det eiendommelige for mig ved at sidde ved en gammel, dansk Munks Side, gjör, at jeg aldrig vil glemme den Eftermiddag. Det glædede ham øiensynlig at faa dette lille Besög, thi han vilde ikke af med mig, uagtet jeg flere Gange vilde bryde op. Han var ikke saa glad for Alle de Forandringer i Rom, al den Byggen og Tumlen kunde han ikke forsone sig med, og mod Munkene var Regjeringen alt andet end skaansom. Som et Damoklessværd hænger det over Munkenes Hoveder at maatte flytte, for at St. Bonaventura kan blive nedrevet og de kan udgrave det stykke af Palatinerbjerget, for at finde flere Ruiner dér. Hans Celle var jeg da ogsaa oppe i; den var yderst tarvelig, men havde en bedaarende Udsigt; jeg hörer at baade Chr. d. 9de og Pio nono har besögt ham dér. Til Slut viste han mig et meget smukt Billede, som han for en Snes Aar siden har malet til Klosteret og som findes i et Sacristi, forestillende Madonna mellen St. Franciscus og Antonius. Jeg var der vist ialt i 3 Kvarter og er meget glad over at have besögt den mærkelige og elskværdige gamle Mand
”.

Gravstedet: Stele med indskrift og portrætgrafitto.
180 * 67 cm.  Hvid marmor. Sokkel: Grå marmor.
Symbol: Malerpalette med pensel.

Sin sidste Tid tilbragte han i huset hos sin gode gamle kunstnerven fra nazarenertiden, von Rhoden; der døde han d. 16 februar 1886 af et slagtilfælde og blev begravet i Golgatas jord på Campo Santo Teutonica. Svenskeren Claes Lagergren var en god bekendt af Küchler:  ”Fra Pietros liv slocknade den 16 februari. Efter en och halv timmes lidande var avskedet mellan själ och kropp över. Begravningen skedde två dagar därefter kl. tio i kyrkan, som tillhör den teutoniska kyrkogården Campo Santo in Vaticano. Konsul Myhlenphort sände inbjudning till den skandinaviska kolonien, som mangrant infann sig. Efter mässan fördes  kistan, smyckad med en rik och vacker krans, ut på den solbelysta, fridfulla kyrkogården. Där längst bort vid muren under de gamla mörka cypresserna var Fra Pietros grav bäddad. Der var den blidaste, solrigaste romerska förmiddag - ovanligt för det året - med vårluft och aningar om nytt växtliv och öppnade knoppar. Rökelsen darrade i ett moln över den nedsänkta kistan, och där, enligt det katolska bruket, sänkte varje sörjande vän en skovel full av jord. Skoveln vandrade från hand till hand, och ehuru utan sörjande anhöriga kring den sidsta vilostande, hade Fra Pietro där en tät ring av saknande hjärtan, som på olika språk viskade frid åt hans grav och tack åt hans minne”. Lagergren VIII s. 214f.

I 1959 gav Kunstakademiet og den sidste levende familiemedlem et bidrag således at ærkebroderskabet var forpligtet til at holde mindestenenes indskrift og portræt tydelig i 50 år.

I 2010-11 donerede Ny Carlsbergfondet på venneforeningens henvendelse et beløb, der sikrede den nødvendige restaurering i anledning af 125-året for malerens død.

Kilder:
Müller, Sigurd: Albert Küchler. Højskolebladet. Nr. 27. 1892.
Scharling, Henrik: Livsminder. København 1919.
Illustreret Tidende. Nr 22. 28 februar 1886.
Holsting, Stig: Albert Küchler og Birgitte West, Ælnoths skriftserie nr. 12, 2001.
Frimodt, Johan: Et Foraar i Rom. København 1959.
Meddelelser af Fra Sidival Fila, S. Bonaventura 1999.
Weiland, Albrecht: Der Campo Santo Teutonico in Rom und seine Grabdenkmäler, Freiburg 1988.

Back to content | Back to main menu